Historien om Ejby Alpaka og Fårelaug

Der har gået får i Ejby så længe som de fleste i Glostrup kan huske. Fårene har gennem tiden haft flere formål. Dyrene har været benyttet til at afgræsse de relativt store græsarealer som opstod efter skabelsen af "naturarealerne" omkring Ejby Mose i begyndelsen af 1970´erne.

Før omdannelsen til parkagtige arealer var området en losseplads for København og omegns affald. Gennem historien har mosen også været udnyttet i forbindelse med tørvegravning.

Fra 1998 har kommunen ikke benyttet gift på sine arealer til bekæmpelse af invasive og uønskede planter. Her viste fårene sig som et fremragende "værktøj" til biologisk bekæmpelse. Fårenes græsning medførte samtidigt, at Glostrup kunne notere sig for indehaver af overdrevsarealer, som netop kendetegnes ved afgræsning.

Ejby Alpaka og Fårelaug

I begyndelsen var det en privat Ejbyborger, som satte sine får ud på Glostrup kommunes arealer. Dette samarbejde fungerede fortrinligt. I 2017 besluttede kommunen, at de selv ville eje fårene og stiftede i samarbejde med frivillige fårepassere Ejby Fårelaug.

Det har siden udviklet sig. Især da kommunen i 2021 købte 4 alpakaer i Sverige. Alpakaerne har en fold for sig selv for at mindske risikoen for sygdomme samt konfrontationer med hunde.

I dag leverer de frivillige i Ejby alpaka- og fårelaug en kæmpe indsats i forbindelse med pasningen af både får og alpakaer i Ejby. De er med til at sikre, at dyrene får foder om vinteren og bliver tilset.

Den frivillige forening er samtidigt en vigtig forudsætning for at Glostrups borgere og andre interesserede kan få nogle gode naturoplevelser omkring mosen.

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang